Facit Bank leverer første overskud: Rente- og gebyrindtægter løftet hele 40 procent
2025 blev året, hvor Facit Bank for første gang leverede overskud. Det netop offentliggjorte årsregnskab viser, at rente- og gebyrindtægterne blev forøget med 40 procent, at 2. halvår gav overskud før skat på 6,8 mio. kr., og at årets resultat blev positivt.
Facit Bank nåede i 2025 en milepæl. I bankens sjette leveår kunne banken således præsentere et positivt årsresultat på 207.000 kr. efter skat. ”Det er en stor milepæl, at banken leverer et overskud før skat på 6,8 mio. kr. i andet halvår.
Det har vi al mulig grund til at være stolte over,” siger bankdirektør Jesper Lyhne og tilføjer:
”Det er et langt sejt træk at åbne en ny bank, fordi der er en masse faste omkostninger, uanset om man har 1.000 eller 50.000 kunder. Derfor har vores fokus hele tiden været at øge forretningsgrundlaget – altså opbygge det, vi kalder kritisk masse – og samtidig holde vores omkostninger på niveau. Det er det, der nu er lykkes, så det er selvfølgelig et stort øjeblik.”
Fremgang på alle driftsparametre
Målsætningen for 2025 var at fortsætte fremgangen på alle driftsparametre og sikre et overskud i andet halvdel af året. Det er lykkes.
Facit Banks rente- og gebyrindtægter voksede med 40 procent, mens personale- og administrationsomkostningerne blev reduceret med fem procent. Det betyder, at bankens overskud før nedskrivninger mangedobles fra 3,9 til 57,4 mio. kr.
Antallet af kunder i Facit Bank voksede i 2025 til 48.200, mens indlån og udlån er forøget med henholdsvis 26 og 17 procent sammenlignet med sidste år. Dermed har Facit Bank øget indlånet til 2,6 mia. kr. og udlånet til 2,0 mia. kr.
Samtidig er renteindtægterne forøget med 25 procent til 213 mio. kr., mens renteudgifterne kun er steget med fire procent. Dermed er bankens rentemarginal blevet øget fra 10,7 til 12,5 procent i løbet af året.
Netop det faktum, at banken har opbygget en kritisk masse og samtidig reducerer omkostningerne, giver stor optimisme for fremtiden. ”Det viser, at banken har et stort potentiale, og derfor er forventningerne til 2026 også fortsat vækst og et resultat før skat i størrelsesordenen 20-40 mio. kr.,” siger Jesper Lyhne.
Stor tro på fremtiden
Hos bankens ejer, erhvervsmanden Niels Thorborg, er der også stor tilfredshed med bankens udvikling og det positive årsresultat. Derfor er tiltroen til vækstmulighederne også store.
”Banken har været igennem en rigtig flot udvikling. Vi vidste godt, at det var en langsigtet investering, da vi for seks år siden åbnede banken og hurtigt ekspanderede til det skandinaviske marked. Samtidig har der med blandt andet Covid 19, økonomisk usikkerhed i verdenen og en periode med høj inflation været udfordringer undervejs, og derfor er det naturligvis meget tilfredsstillende, at vi nu leverer et årsregnskab med overskud,” siger Niels Thorborg og tilføjer:
”Vi tror meget på bankens potentiale og forventer, at væksten fortsætter i 2026. Men det koster som bekendt penge at vækste en bank, og derfor vil vi allerede i foråret tilføre ekstra kapital.”
Nøgletal (mio. kr.):
2025 | 2024 | Vækst i procent | |
Netto rente- og gebyrindtægter | 180,5 | 128,9 | 40 |
Udlån | 2.021 | 1.722 | 17 |
Indlån | 2.585 | 2.059 | 26 |
Resultat før nedskrivninger | 57,4 | 3,9 | |
Resultat før skat | -16,1 | -64,3 | - |
Årets resultat | 0,2 | -64,6 |
For yderligere oplysninger, kontakt:
Jesper Lyhne, bankdirektør, Facit Bank, T 4061 0068
Fakta om Facit Bank:
Facit Bank er en digital, skandinavisk nichebank, der fokuserer på opsparing til nogle af markedets højeste indlånsrenter og på lån til livet i form af forbrugslån og samlelån til kunder med eksisterende forbrugslån. Banken åbnede i december 2019 og betjener cirka 48.000 kunder på tværs af det danske, svenske og norske marked. Du kan besøge Facit Bank på: www.facitbank.dk.