Pantebreve

Pantebreve er et juridisk lånedokument, som bruges til at finansiere enten køb af ejendomme eller hjemtagelse og udnyttelse af friværdi (tillægslån) i danske ejendomme med sikkerhed i ejendommen. Dette anvendes typisk i helårsboliger, ejerlejligheder samt fritidsboliger (sommerhuse).

I Facit Bank har vi oparbejdet en stor viden om markedet for pantebrevshandler i Danmark. Som investor køber vi pantebreve fra forskellige ejendomskreditformidlere, som forestår kreditværdighedsvurderingen og dialogen med køber. I Facit Bank foretager vi yderligere en kreditvurdering af køber og en ejendomsvurdering af ejendommen, hvor vi har en ejendomsmægler ansat i huset til at forestå denne. Vi anvender et administrationssystem, så vi selv kan håndtere pantebreve og opkræve låneydelserne på de pantebreve, vi har købt. Herigennem sikrer vi os, at vi kan leve op til den myndighedsrapportering, som følger med, når vi køber pantebreve til vores beholdning.

Pantebrevsmarkedet har fungeret i lige så mange år som hushandler har været aktuelle, dog med forskellige slags pantebreve som underlæggende pantsætning. I dag er det mest anvendt at købe sælgeren af ejendommen ud, og så finansieres handlen typisk via egen opsparing, banklån, realkreditlån eller et pantebrevslån.

Ved traditionel ejendomshandel er det typisk folk, der ønsker at købe en ejendom, men som af den ene eller den anden årsag ikke har mulighed for at hjemtage et traditionelt realkreditlån, som bruger muligheden for at få finansieret handlen via et pantebrevslån. Det samme gør sig gældende for lån i ens friværdi (tillægslån), hvor man har mulighed for at ”låne i sine mursten” og udnytte friværdien til lige præcis det man har brug for – selvfølgelig under forudsætning af, at økonomien og belåningsgraden i henhold til ejendomsværdien fortsat er acceptabel.

Selve sagsbehandlingen og det kreditmæssige i henhold til låneaftalen følger de danske regler og love som i alle andre ejendomshandler. Når vi køber et pantebrev fra en ejendomskreditformidler eller laver et pantebrevslån, sikrer vi, at økonomien hos den enkelte køber er god, og vedkommende har en tilfredsstillende økonomi.

I banken har vi også valgt at være medlem af ejendomskreditforeningen, som repræsenterer forskellige parter, der arbejder med pantebreve og har en fælles interesse i at fremme kendskabet til dette. Her deltager vi i generalforsamlinger og møder på tværs af gruppen for at være up-to-date med de seneste udviklingstrends indenfor området.